Medlemmerne af DEB udbød i 2008 ejendomsprojekter for lidt over 2 mia. kroner. Det er under 25 % af udbuddet i 2007, som var på 8,6 mia. Formanden for DEB, Jan M. Hansen, forventer, at udbuddet i 2009 bliver på samme niveau.
Der foreligger endnu ikke statistik for salget af projekterne, men ifølge det er givet, at ikke alle de udbudte projekter er blevet tegnet. Nogle projekter bortfalder derfor. Andre fortsætter med udbyderen som ejer af en andel af anparterne, som genudbydes i 2009.
Den lave omsætning skyldes først og fremmest vanskelighederne med at finde finansiering til ejendomsprojekterne, og samtidig har investorerne været tilbageholdende med at investere på et tidspunkt, hvor der er stor usikkerhed på ejendomsmarkedet.
DEB står normalt for ca. 50 % af brancheomsætningen. Jan M. Hansen vurderer dog, at omsætningen blandt ikke-medlemmerne er faldet endnu mere end hos DEB’s medlemmer, ikke mindst efter Griffin Ejendommes kollaps. Griffin var langt den største udbyder uden for DEB.
Jan M. Hansen ser lyspunkter i krisen. ”Ingen kan sige sig fri for at være mærket af forholdene, men udbydere, der driver en ordentlig forretning, og som tager hånd om forvaltningen af de administrerede projekter, skal nok klare sig”, siger han. Han forventer en konsolidering i branchen hen imod større udbyder- og administrationsvirksomheder.
”Som branche har vi haft 10 års konstant fremgang og tjent gode penge, men nu er udbuddet altså helt i bund. Ejendomsmarkedet er cyklisk, så den konjunktur følger vi som branche. Så selvom det gør ondt, er der ikke noget mærkeligt i, at vi lige nu udbyder historisk lidt,” siger Jan M. Hansen. Han sammenligner situationen med danskernes indskud på kapitalpensions- og ratepensionsordninger, der også var lavt i 2008.
Som branche skal vi nok komme tilbage i omdrejninger igen, men det kan tage nogle år, før vi når rekordomsætningen fra 2006, siger Jan M. Hansen. Han påpeger dog samtidig, at det er et rigtigt godt tidspunkt, hvis man vil investere i ejendom.
”Ejendomsinvesteringer er langsigtede investeringer. Og set i et historisk lys er priserne meget, meget lave lige nu. Så hvis man har likviditeten og mulighed for finansiering, ja så kan man lige nu gøre nogle rigtigt gode handler,” siger han.
Tyskland og England er stadig de lande, som danskerne investerer flest penge i efterfulgt af Danmark, Sverige og Finland. |