Vedtægter
for
Danske Ejendomsprojektudbyderes Brancheforenings Klagenævn,
DEB’s Klagenævn
§ 1 DEB’s klagenævn er et privat klagenævn oprettet af DEB, Danske Ejendomsprojektudbyderes Brancheforening, og behandler klager over DEB’s medlemmers udbud, salg og formidling af ejendomsprojekter.
Ved ”ejendomsprojekt” forstås i disse vedtægter et udbud, formidling eller salg af kapitalandele til offentligheden, herunder DEB medlemmets eksisterende kundekreds, i en juridisk enhed, der direkte eller indirekte ejer fast ejendom, og som er etableret på foranledning af et medlem af DEB. Herunder omfattes projekter hvor DEB medlemmet yder bistand i forbindelse med finansiering, administration og selskabsretligt set-up for den formidlede ejendom eller i øvrigt yder anden tilsvarende rådgivning i forbindelse med formidlingen.
§ 2 Klageberettigede er fysiske personer (investorer) der:
- Har tegnet kapitalandele i et ejendomsprojekt udbudt, solgt eller formidlet af en virksomhed, der på udbuds-, salgs- eller formidlingstidspunktet var medlem af DEB. Såfremt virksomhedens medlemskab er ophørt efter udbudstidspunktet, kan investor indgive klage i indtil 2 år efter medlemskabets ophør.
- Har retlig interesse i de forhold klagen vedrører.
- Forgæves inden klagens indgivelse har søgt at opnå en tilfredsstillende ordning med DEBs medlem.
- På tidspunktet for tegning af den kapitalandel klagen vedrører, ikke havde samlede direkte eller indirekte investeringer i faste ejendomme, ejendomsvirksomheder eller ejendomsprojekter (inkl. børsnoterede aktier) på over kr. 50 mio. beregnet på grundlag af investors andel af de direkte eller indirekte ejede ejendommes kontantværdi iht. det på daværende tidspunkt senest aflagte årsregnskab/ årsopgørelse.
§ 3 En klage skal vedrøre en formueretlig tvist mellem klager og et medlem af DEB, der er opstået i forbindelse med et DEB medlemmets udbud af et ejendomsprojekt eller formidling og salg af en eller flere kapitalandele i et eksisterende ejendomsprojekt, herunder om prospekt-, formidlings- og rådgiveransvar.
Klagen kan ikke vedrøre et DEB medlems almindelige ejendomsformidling, administration af et ejendomsprojekt og formidling, salg af kapitalandele i børsnoterede ejendomsselskaber eller ejendomsforeninger, eller ejendomsprojekter udelukkende henvendt til udenlandske investorer, såfremt udbud og markedsføring alene foretages udenfor Danmarks grænser.
§ 4 Det er en betingelse for behandling af en klage, at klager forgæves ved skriftlig henvendelse har søgt at opnå en tilfredsstillende ordning med DEB medlemmet. Ankenævnet kan indlede
behandling af en klagesag, hvis DEB medlemmet har afvist henvendelsen, eller ikke inden for 5 uger fra klagerens henvendelse har opnået forlig med klageren.
Klagenævnet kan ikke behandle sager som er afgjort ved endelig dom, voldgift eller retsgyldigt forlig.
Så længe en sag verserer for klagenævnet, kan klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene eller voldgiftsret, om de spørgsmål klagen vedrører.
§ 5 Klager skal indgives skriftligt til klagenævnets sekretariat. Klagenævnet kan træffe beslutning om, at der skal benyttes særlig klageformular. Sekretariatet påser, at betingelserne for behandling i klagenævnet er opfyldt, jf. §§ 2, 3, 4 og 15, stk.1.
Hvis det er utvivlsomt, at sagen ikke kan behandles af klagenævnet i henhold til §§ 2, 3 eller 4 underretter sekretariatet klageren herom med skriftlig begrundelse, idet klageren samtidig gøres opmærksom på, at afvisningen vil kunne indbringes for klagenævnet, hvis klageren fremsætter et skriftligt ønske herom inden 2 uger..
Klagenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerhed om bedømmelse af de faktiske oplysninger og forhold eller af andre særlige grunde er uegnede til behandling i klagenævnet. Klagenævnets formand er bemyndiget til på klagenævnets vegne at afvise klager, som er åbenbart grundløse, eller som ikke skønnes egnede til behandling i klagenævnet
§ 6 Sekretariatet drager omsorg for klagesagens oplysning. Efter modtagelse af klagen sender sekretariatet klagen med bilag til det medlem klagen vedrører til udtalelse. Sekretariatet drager i øvrigt omsorg for, at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som må anses at have betydning for sagens afgørelse og til sagkyndige erklæringer eller udtalelse indhentet til brug for klagenævnets behandling. Fristen for besvarelse af Sekretariatets henvendelser til klager og indklagede fastsættes til mellem 2 og 4.uger. Sekretariatet kan undtagelsesvis på anmodning fra en part give fristudsættelse.
Hvis svar udebliver, kan Klagenævnet behandle sagen på det foreliggende grundlag, forudsat at sekretariatet har givet meddelelse herom til den relevante part med 5 arbejdsdages varsel.
Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage. Klagenævnets behandling bortfalder, hvis indklagede medlem under sagens behandling opfylder klagerens krav, eller der indgås forlig mellem parterne.
§ 7 Klagenævnet kan i særlige tilfælde efter en parts anmodning eller af egen drift indkalde parterne til en mundtlig forhandling. Såfremt klageren uden lovlig forfald udebliver fra sådan forhandling eller undlader at fremkomme med de af klagenævnet ønskede oplysninger, kan klagenævnet afvise klagen eller behandle den på det foreliggende grundlag. Hvis indklagede medlem udebliver eller
undlader at fremkomme med de af klagenævnet ønskede oplysninger, behandles sagen på det foreliggende grundlag.
Klagenævnet kan på begæring af en part eller af egen drift indhente sagkyndige erklæringer eller udtalelser.
§ 8 Klagenævnets kendelser skal sendes til sagens parter senest 2 uger efter afsigelse af kendelsen. Der gives normalt en frist på 4 uger til opfyldelse af kendelse.
Klagenævnets afgørelse kan af enhver af parterne indbringes for domstolene. DEBs medlemmer er dog bundet af klagenævnets kendelse medmindre medlemmet inden 4 uger efter klagenævnets afsigelse af kendelse skriftligt meddeler klagenævnet, at det ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
§ 9 Klagenævnets kendelser offentliggøres på Internettet efter udløb af de i § 8 nævnte frister uden angivelse af parternes og eventuelle 3. mænds identitet. Såfremt medlemmet har givet meddelelse i henhold til § 8, stk. 2. omtales dette i forbindelse med kendelsens offentliggørelse.
Klagenævnet udarbejder en årsberetning, der offentliggøres på Internettet. Årsberetningens omtale af kendelser anonymiseres som anført i stk. 1.
§ 10 Ethvert medlem af klagenævnet og sekretariatets medarbejdere har, med undtagelse af de oplysninger, der er offentligt tilgængelige, tavshedspligt om, hvad der fremkommer under klagesagens behandling.
§ 11 Klagenævnet består af en formand og en næstformand, der skal opfylde betingelsen for at kunne udnævnes til landsdommer eller være bredt anerkendt jurist og et antal ordinære nævnsmedlemmer hvoraf halvdelen skal repræsentere investorinteresser og halvdelen skal repræsentere ejendomsudbyderinteresser
Klagenævnets formand og næstformand udpeges af DEBs bestyrelse for en 3-årig periode.
De ordinære nævnsmedlemmer udpeges af medlemmerne af DEB for en 3-årig periode. Hvert medlem af DEB udpeger blandt medlemmets investorer ét nævnsmedlem til klagenævnet, der skal repræsentere investorinteresser og som ikke må have et ansættelsesforhold i eller være nærtstående, jfr. Konkurslovens § 2, til det pågældende medlem. Ligeledes udpeger hvert medlem af DEB ét nævnsmedlem af klagenævnet, som skal repræsentere ejendomsudbyderinteresser.
DEBs medlemmer skal ved udpegning af de ordinære nævnsmedlemmer i videst muligt omfang sikre, at det udpegede nævnsmedlem besidder den relevante viden og kompetence til at repræsentere henholdsvis udbyder- og investorinteresser som nævnsmedlem.
§ 12 Ved klagenævnets behandling af den enkelte klagesag deltager formanden eller næstformanden og fire ordinære nævnsmedlemmer, således at investor- og udbyderinteresser er ligeligt repræsenteret. Klagenævnet er beslutningsdygtigt når formanden eller næstformanden og mindst en investor- og en udbyderrepræsentant er til stede - uden at der herved ændres på antallet af stemmer, dvs. to udbyderstemmer og to investorstemmer.
Til de enkelte klagesagers behandling udpeges klagenævnets ordinære medlemmer af formanden efter indstilling fra sekretariatet. [Sekretariatet påser så vidt muligt, at de indstillede medlemmer har relevant kendskab til det marked, hvor det påklagede ejendomsprojekts ejendom er beliggende.]
Klagenævnet træffer afgørelse på grundlag af dansk rets almindelige regler og branchens normer og kutymer.
Klagenævnets kendelser er skriftlige og skal være ledsaget af en begrundelse og underskrives af formanden. Hvis en kendelse hviler på flertalsbeslutning skal dette anføres i kendelsen og mindretallet skal i kendelsen begrunde sin stilling.
En repræsentant for DEB’s sekretariat har adgang til at deltage i klagenævnets møder uden stemmeret.
§ 13 Ingen må deltage i behandlingen af en sag når:
1) Den pågældende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller inden for de seneste 10 år har været i ansættelsesforhold hos nogen, der har en sådan interesse,
2) Den pågældende er nærtstående, jf. konkursloven § 2 til nogen der har en sådan interesse,
3) Den pågældende selv ejer kapitalandele i ejendomsprojekter udbudt, solgt eller formidlet af det indklagede DEB-medlem, eller
4) Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnet til at vække tvivl om den pågældendes fuldstændige upartiskhed.
Den for hvis vedkommende nogen af de i stk. 1 nævnte forhold foreligger skal omgående underrette klagenævnets formand herom.
Klagenævnets formand træffer beslutning om, hvorvidt en person i henhold til stk. 1 ikke kan deltage i behandlingen af en sag.
§ 14 Klagenævnets formand kan beslutte, at en sag, hvori klagenævnet har truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler herfor, herunder navnlig i tilfælde af:
1) Lovligt forfald hos en modpart, som ikke har ytret sig i sagen eller
2) Nye oplysninger som – hvis de havde foreligget under klagesagsbehandlingen må antages at have medført et andet udfald af sagen.
§ 15 Klager betaler samtidig med klagens indgivelse et klagegebyr på kr. 2.500, som tilbagebetales, hvis klagen afvises eller bortfalder i henhold til § 6 stk. 3, 2. punktum eller, hvis klageren får helt eller delvis medhold.
Ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part.
Klagenævnet kan ved mundtlig forhandling, jf. § 7, godtgøre klagerens rejseomkostninger, såfremt særlige grunde taler herfor.
Det indklagede medlem afholder omkostningerne til klagenævnets behandling af den pågældende sag. I det omfang medlemmet får fuldt medhold fratrækkes klagegebyret. Omkostningerne til de enkelte sagers behandling fastlægges som et standardbeløb af DEB’s generalforsamling.
Øvrige omkostninger ved klagenævnsbehandlingen, herunder udgifter til indhentede sagkyndige erklæringer eller udtalelser afholdes af klagenævnet.
§ 16 DEB afholder i øvrigt omkostningerne ved klagenævnets drift.
§ 17 Klagenævnets daglige arbejde og sekretariatsfunktion varetages af DEB’s sekretariat.
Det er sekretariatets opgave at besvare skriftlige, telefoniske og personlige henvendelser til klagenævnet. Sekretariatet drager omsorg for klagesagernes oplysning og forbereder klagesagen til nævnets behandling.
Sekretariatet kan mægle forlig i en klagesag, som skal tiltrædes af nævnets formand.
Såfremt der i sekretariatet foreligger de i § 13 nævnte forhold, eller der i øvrigt kan rejses tvivl om sekretariatets upartiskhed, skal sekretariatet omgående underrette klagenævnets formand herom, hvorefter formanden træffer beslutning om, hvorvidt forberedelsen af en klagesag skal overgives til en praktiserende advokat.
§ 18 Klagenævnets vedtægter er vedtaget af DEB’s generalforsamling og kan kun ændres med samme kvalificerede flertal, som kræves til ændring af DEB’s vedtægter. Dog besluttes det i § 15, stk. 1. fastsatte klagegebyr og det i § 15, stk. 3 omtalte standard beløb med simpelt flertal.
DEB’s generalforsamling kan med et års varsel beslutte opløsning af ankenævnet, og der skal i så fald fastsættes betryggende vilkår for afviklingen af verserende sager m.v.
§ 19 Klagenævnets vedtægter træder i kraft den 15. oktober 2007.
Klagenævnet kan behandle klager over alle udbud af ejendomsprojekter eller formidling og salg af kapitalandele i henhold til §§ 2 og 3, foretaget af et medlem efter DEB’s etablering den 1. oktober 2004.
Som vedtaget på DEB’s ekstraordinære generalforsamling den 2. oktober 2007.
|